Handicappede: Kan kun købe billetter på Rønne Theaters Billetsalg med ledsagerabat, hvis man har ledsagerkort/medlemskort til Dansk Blindesamfund eller er kørestolsbruger.
Denne komedie har - så vidt vides - ikke været spillet siden 1949, - og aldrig før på Rønne Theater. Men den er netop blevet genfundet, og bliver nu præsenteret for publikum i en ny opsætning frit efter originalen, - båret af frivillige kræfter på, bag, over, under og ved siden af scenen.
Replikkerne og de indlagte sange flyder på ægte bornholmsk, når stykket udspiller sig i en bornholmsk havneby i 1937. Hans vender hjem hertil fra Kjøvvenhavn, glad for at alt er ved det gamle, men ... da han vil genoptage forholdet til nabopigen, er Karen begyndt at se en anden, - og fejlslagne investeringer har sat hans far, Nekast Esbersen, i en gevaldig knibe.
Både emsige nabofrøkner, en mystisk tysk direktør, pigen, rivalen og en gnaven onkel mødes alle på kryds og tværs, og der lægges både listige planer, lægges romantisk pres, tales økonomi og sygdom og gammel kærlighed, er håndgemæng, tabes en konvolut og ...
Med drama og komik i "de gode gamle dage", så ...
... ja, uden at afsløre for meget, så ... ja, så ender alt på allerbedste måde.
Der er simpelthen alt, hvad der hører sig til, i en rigtig god bornholmsk dialektkomedie.
Komedien er i 3 akter med en indlagt pause og instrueres af Morten F. Hansen.